1-2. kemobehandling, vaccine og bekymringer

Efter vores sidste samtale på “kemoskolen” (læs her) som var en alene samtale, blev vi anbefalet at min mor ikke var alene de næste dage frem efter den første kemobehandling, fordi ingen vidste hvordan hendes krop ville reagere på dette giftstof.
Desværre stod jeg midt i en flytning få dage inden første behandling, og jeg kunne derfor ikke varetage omsorgen for min mor i tilfælde af at hun blev syg. Heldigvis trådte min onkel til.
I mellemtiden trådte min fantastiske svigerfamilie til, som på én dag fik flyttet hele vores lejlighed hen til vores nye hus. Jeg følte mig utrolig priviligeret i denne situation.

Torsdag den 4. oktober akkurat 1 måned efter kræftdiagnosen stod vi klar 8.30 på Nørrebrogade til allerførste kemobehandling.
Varmepuden er et fantastisk middel til at fremhæve blodårene så det er nemmere at lægge en venflon i armen. I forbindelse med kemoterapi så bruger de gerne ekstra lang tid på at være sikker på at venflonen er lagt korrekt. Idet kemoterapien kan være yderst skadeligt for vævet udenfor blodåren.
Nogen kræftpatienter får lagt en port i blodåren hvis de skal have mange kemobehandlinger eller hvis det er for svært at finde en stor tydelig blodåre – min mor slap heldigvis for porten.

Først startede vi ud med en kort samtale om forløbet for i dag med sygeplejersken, og så gik vi ellers i gang.
Den første væske min mor fik var 1000ml saltvand, derefter opstartede kemobehandlingen. I slutningen skulle min mor have en pose intens rød kemovæske som skulle løbe direkte ind i åren, mens en sygeplejerske sad med og observerede, for hvis nu væsken løb udenfor blodåren, så skulle behandlingen standses med det samme. Som afslutning selvfølgelig mere væske igen. Alle kemobehandlinger starter og slutter med saltvand.
Undervejs i behandlingen kan du opleve lettere hovedpine og kløe i næsen, så får du et par panodiler og lidt lakridser. That’s it!

Jeg besluttede mig relativt hurtigt at påbegynde en ny egenskab indenfor strikning. Det var simpelthen den bedste metode for mig til at abstrahere fra de andre kræftpatienter som sad og fik kemoterapi. Jeg hverken ville eller kunne magte at høre andres historier og ej hellere rumme deres følelser, for det er jo en stor følelsesmæssig historie de har på sig. Det vigtigste for mig var at holde fokus på min mors følelsmæssige reaktioner, og at strikke hendes halstørklæde færdigt til 2021. (Man er vel nybegynder..)

På vejen ud af døren fra første kemobehandling, fik vi kastet en masse kvalmestillende og et skema i nakken. Det var vidst ingen hemmelighed at kvalmen skulle være slemmest i dette forløb.

Nogen timer efter fik min mor det lidt halvskidt, så vi fik pakket en taske og så drønede hun ellers til Gl. Rye i sin toyato aygo med tasken under den ene arm og hunden i den anden arm. Min mor er sgu da alligevel ret stædig på nogen områder.

De første dage havde jeg ofte en telefonsamtale med min mor. Gerne flere gange i løbet af dagen. Og på 3. dagen efter kemobehandlingen var afsavnet for stort. Jeg følte mig som en skrøbelig 5-årige som bare måtte have sin mor.
Desværre var min bil indespærret under halvtaget i vores indkørsel, og da jeg skal afsted er varebilen foran selvfølgelig løbet tør for strøm. Helt ærligt!
Så med sveden rendende ned af ansigtet stod min mand og knoklede med at tænde varebilen, i mens Mette (mig) på 5 år stod og hylede over ikke at kunne se sin mor.
Heldigvis trådte min ene veninde til, som gav mig et lift hen til en anden bil som jeg kunne låne, for derefter at køre ud til min mor. På hjemvejen afleverede jeg bilen tilbage og her trådte min anden veninde til og kørte mig hjem. Jeg føler mig virkelig priviligeret.
Det gav mig rigtig meget ro i maven at se min mor. Hun var stadig den samme og hun var slet ikke så syg som jeg frygtede.
Behøver jeg nævne at hun få dage efter mit besøg gik i gang med at male plankerne på et halvtag, ude på folden til min onkels kones heste? Jeg er ret fascineret over min mors stædighed.

Jeg har i mange år døjet med ufattelig dårlig immunforsvar, som i at jeg ofte var syg med halsbetændelse, bihulebetændelse, influenza.. ja, you name it. Jeg ragede alt lort til mig, og var derfor fast inventar hos lægen. Og jeg var derfor godt klar over at hvis jeg ville følge min mor i tykt og tyndt, ja så krævede det altså en influenzavaccine. For at udspecificerer hvem jeg er, så er jeg typen som løber alt hvad jeg kan når andre skal aflægge blodprøve eller have en vaccine. Jeg prøvede for en del år siden at hærde mig selv psykisk til at acceptere nåle, blod og blodåre. Så jeg søgte selvfølgelig ordet blodprøve på google billeder, og så satte jeg ellers i et chokerende hyl, og det værste var at jeg ikke kunne lukke det ned igen på min mors stationær, så jeg sad med en masse A4 papir og forsøgte at dække skærmen til. I mellemtiden kom min mor selvfølgelig løbende og fik lukket det ned. Hun var ikke ligefrem positiv overfor min metode.
Nå, men vaccinen skulle altså fuldføres. Min mor sagde mange mange gange at jeg ikke behøvede, og det var helt ok hvis jeg sprang fra. Men alligevel er mit hoved bygget til at når jeg har sat mig noget for så skal det ske. Uanset hvad.
Jeg havde købt det gode gamle trylleplaster på apoteket, bevars lidt kylling skal der være plads til.. I indlægssedlen stod der 3-4timer ved hudtransplantation, vaccine husker jeg ikke tidsintervallet på fordi jeg bestemte mig for at lade plasteret sidde i 4 timer, bare for en sikkerhedsskyld. Og afsted gik det mod lægen og ud kom en vaccineret Mette! Ingen ængstelig, ingen gråd eller what so ever. Og selvfølgelig skulle min mor også lige informeres om at jeg var blevet vaccineret. Hun havde nu tilbudt at holde mig i hånden, men jeg ville gerne udfordrer mig selv alene.
Lidt reflektion over situationen nogle måneder efter, ja selv nu. Så er jeg alligevel ret imponeret over hvordan ens krop reagerer anderledes i situationer i forhold til når “fare situationen” er overstået. Spørg du mig eksempelvis nu om jeg vil lade mig vaccinere, så er svaret tydeligt nej. Jeg er stadig ligeså bange som inden kræftforløbet, dog har min krop bevist overfor mig at i vigtige situationer hvor en eller flere ting er alt afgørende for at have samvær med min mor, så kan ens krop ren faktisk godt lægge låg på de ting som normalvis er angstprovokerende eller de ting du går en stor bue udenom. Jeg var hverken bange under, imens eller bagefter, fordi min hjerne kun fokuserede på at jeg skal være med min mor under denne process, og uden en vaccine foreligger muligheden der ikke.

Jeg har egentligt aldrig tænkt tanken om min mor kan dø af denne sygdom. Og omvendt var der hellere ingen der til at starte med sagde om prognosen var god eller dårlig. Umiddelbart når denne møg sygdom konstateres så stræber bevistheden mere på at komme igennem dette, fremfor “hvad nu hvis” Min mentalitet er bygget på at afvente, jeg finder ikke løsninger i mellemtiden. Sker der dét at tingene går den modsatte vej, SÅ finder jeg en løsning. Men ikke før at jeg har konklusionen. Dette kunne mange mennesker lære meget af, før de sætter bål og brand igang. Bevar din ro ellers mister du overblikket.

Ved 2 omgang kemobehandling var forløbet også gået rigtig fint. Vi fik igen smidt en masse medicin i nakken. De første dage med Emend og Prednisolon som fast inventar, hvor Metoclopramid var PN – det vil sige efter behov medicin. Mod hendes kvalme
Nogen timer efter at jeg havde sat min mor af derhjemme, ringede hun mig bekymret op om at hun ikke havde det så godt. Jeg ville lige konsulere det med en læge på kræftafdelingen, og så vende tilbage. Jeg får kontakt med en rigtig sød sygeplejerske som lige ville referer det med en overlæge som ville vende tilbage. Jeg afventer 1 time uden kontakt, og ringer derfor selv op igen. Denne gang er det en anden sygeplejerske og da jeg genfortæller situationen udbryder hun ,,Jamen Hanne? Hun ligger da indlagt herude?” Jeg fik kraftigt trykken for brystet, indtil sygeplejersken trak sine ord tilbage. Det var en anden Hanne som lå indlagt på sengeafsnittet…… Endelig ringede der en kompetent overlæge, og efter min forklaring om uro, sitren og hovedpine blev vi enige om at 3x30mg Metroclopramid ikke var godt for min mor, og at hun derfor havde raget bivirkningerne på medicinen til sig. Fremadrettet måtte hun maximum tage 2 piller af denne variant i løbet af dagen. Det blev lynhurtigt kodet ind på rygraden, og jeg glemte aldrig at påminde min mor og læger om at hun KUN må få 2 kvalmestillende og ikke én eneste pille mere.