2. Lægesamtale og kemoskolen

Efter vores 1. lægesamtale og de mange scanninger (læs her) var det tid til 2. omgang lægesamtale med konklusioner på CT og MR scanning på Tage Hansensgade. Der var på CT scanningen fundet 2 mistænksomme pletter på hhv. lever og lunge. Derfor skulle min mor tages op på endnu et nyt konference møde.
Min mors lever skulle ultralydes allerede 2 dage efter, hvor lungen først skulle CT scannes indenfor 3 måneder.
Beskeden var hård. Nu handlede det hele lige pludselig ikke kun om brystkræften. Alligevel placerede jeg armen om min mors skuldre på vejen ud af døren. ,,Selvfølgelig klare vi også dette her!”

Tirsdag den 20 september tog vi endnu en gang afsted mod Tage Hansensgade, til den ultralydsscanning vi 2 dage forinden var akut placeret i. Min mor blev vendt og drejet for at finde den mistænksomme plet på leveren, og til allersidst fandt vi den godartede cyste. Heldigvis. Så fik vi da udelukket spredning til leveren, og dagen føltes endnu bedre.

Onsdag den 26 september var vi afsted til kemoskolen. Vi fik yderligere informationer om hvordan kemoterapi virker på kroppen, og så skulle min mor tage stilling til paryk eller hat. Vi fik et stykke A4 papir med ansøgning til en bevilling på en paryk, men min mor havde på forhånd truffet valget om at en paryk gad hun ikke.
Mens min mor havde truffet valget om en hue, havde jeg instinktivt truffet en beslutning om at jeg kan håndtere mange ting i det her kræftforløb, men jeg ønskede ikke at se min mor uden hår på hovedet. Det var vigtigt for mig at hun kunne respektere dette. Min psyke kunne simpelthen ikke håndtere at blive bekræftet at min mor virkelig var syg, som i alvorlig syg. Tingene ville være markant bedre for mig at håndtere så længe huen var på hovedet.
Jeg ændrede aldrig den mening. Og jeg har stadig ikke set min mor skaldet af kemoterapien.