Velkommen til kræftramte, pårørende og nysgerrige mennesker!

Kræftpakke og mamografi

Det var en stille tirsdag morgen i september.
Jeg stod på arbejdet med min veninde, da min mor pludselig ringede efter det lægebesøg som tidligere på dagen “bare var et ganske almindelig kontroltjek”, for at informere mig om at der altså var en knude i brystet som virkede lidt mistænkelig, så lægen havde vurderet at hun skulle henvises til en akut kræftpakke.
Nå.. Jamen hvad var det for en knude? Og hvornår var den lige dukket op?

Efter det afsluttede telefonopkald, kiggede jeg på min veninde og skældte hende ud. Hun havde på trods af at telefonsamtalen var yderst privat, stået for tæt på ifølge mig til at følge med i samtalen.
Det er en yderst uhensigtsmæssig måde jeg reagerer på i denne situation, heldigvis fik min veninde forklaringen efterfølgende og så gav det mening for hende, hvorfor jeg pludselig skældte ud.

At blive henvist til kræftpakke af sin læge betyder at du indenfor 72 timer skal ringes op af en overlæge (og en besked i e-boks) som henviser dig til den undersøgelse som du skal, afhængig af hvor bekymringen er placeret på kroppen. I dette tilfælde blev vi henvist til mamografi i Horsens præcis 7 dage efter min mors “almindelige kontroltjek” som hun så fint formulerede det i telefonopkaldet. 3 dage føltes som 3 måneders ventetid, hvor telefonen konstant blev tjekket for indgående opkald – og så kom det efter 72 timer!

De første 3 dage var det hele meget almindelig og ligegyldigt, rent ud sagt. Det skal bare overståes så er vi videre i teksten.
Men på 4 dagen efter lidt google søgninger, så rammede alvoren inde i mig. Dette er alligevel ret alvorligt.
Tårene stod flossende ned af kinderne på mig, mens jeg fortalte min mand at nu har jeg altså googlede den her knude, og jeg er ret overbevist om at knuden er fyldt med kræft. Min mor har kræft. Men det var min mand dybt uenig i. “Selvfølgelig har din mor ikke kræft. Hun er sund og rask, Mette”
Men i denne sårbare situation hvor hjernen allerede har adrealinen op og sorgerne er taget på forskud, så er det altså ikke nemt at give sin partner ret i hans udsagn. Og at jeg bare er en bekymret datter.

Præcis 7 dage efter min mors lægesamtale, tirsdag den 4 september klokken 10.15 stod vi klar nede på Brystkræftscreening i Horsens.
Jeg menes ikke at være særlig nærvøs. Min mor har styr på denne situation og selvfølgelig er den knude ikke ondartet. Mor har altid styr på situationen, sådan er det bare!
Min mor blev hentet kort tid efter af en sød sygeplejerske, nu skulle mamografien tages. Jeg afventede pænt i venterummet, mens jeg skulerede ud over de andre kvinder som pænt ventede på deres indkaldte scanning. Nogen af kvinderne var oppe i 50’erne, så det var formentlig et kontroltjek i deres alder, hvortil andre lidt ældre end mig sad og afventede deres kræft eller ej dom. Selvom rummet var rummeligt og hyggeligt faktisk, så var luften ualmindelig tung.
Nu var mamografien færdiggjort, og vi skulle ind til en ultralydscanning i rummet ved siden af. Jeg vidste ikke hvorfor, men havde hellere ingen betænkligheder ved at træde ind i rummet og hvad der egentligt ventede os. Lige om lidt så skal vi hjem, og der var ingenting.

Den samme kvindelig læge og sygeplejerske forklarede at de ikke helt kunne tyde scanningerne fra mamografien, og de derfor gerne lige ville ultralydscanne. Jeg sad afventende på stolen over i hjørnet og observerede på skærmen, mens de kørte scanneren hen over brystet.
Lægen stoppede et øjeblik efter op, kiggede på min mor og udbrød meget stille ,,vi skal nok passe rigtig godt på dig, Hanne”
Alt inde i kroppen på mig stoppede på et splitsekund. Jeg udbrød meget vredt på lægen ,,har min mor kræft?!” og derefter husker jeg ikke mere af samtalen. Jeg husker ikke mere end at jeg marcherede ud af lokalet med en aggresiv varm fornemmelse i kroppen. Jeg var parat til at slå den her læge ihjel øjeblikkeligt, mens en tåre trillede ned af kinden.
Hvad jeg bagefter har fået genfortalt er, at jeg blev meget dårlig. Faktisk decideret ligbleg i ansigtet, og derfor besluttede sygeplejersken og lægen at det bedste var at jeg forlod rummet. De var ganske enkelt bekymret for at de om lidt skulle samle mig op af gulvet.

I mellemtiden lå min mor stadig inde på denne stue med lægen og sygeplejersken, fordi der allerførst skulle tages en biopisi af knuden og derefter lægges en lille metallignede nål ned i knuden for at den kunne genfindes. Vi finder dog ud af mange måneder efter, at lægen i al hast glemte at lægge nålen nede i knuden, fordi jeg under undersøgelsen blev så dårlig af udfaldet.

Efter undersøgelsen stod min mor og jeg pallealene ude på parkeringspladsen med et fint kort i hånden, med en tid ude på kræftafdelingen allerede 7 dage efter.

Hjemturen fra Horsens var lang og stemningen var tung. Godt nok tog turen kun 30 minutter i bil, men bilturen formåede alligevel at føles som 3 timer i et langsomtkørende tog. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er en kvinde som elsker at have mange bolde i luften og gerne har en kalender fyldt med relevante aftaler, men de skulle altså ryddes prompte. Jeg skal være her hele vejen for min mor.
Og omvendt er jeg også en person som hader unødvendig opmærksomhed af helvedes til, det er så kvalmende for mig.
Så få timer efter sad jeg til et møde med en person som var fuldstændig uviden om hvilken besked jeg netop havde fået få timer forinden. Mødet var for vigtigt til at aflyses og jeg magtede ikke en unødvendig opmærksomhed med dertilhørende bekymrende spørgsmål om situationen.

1. Lægesamtale efter kræftdiagnose kan læses her.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Velkommen til kræftramte, pårørende og nysgerrige mennesker!