Sidste kemoterapi og lægesamtale.

Beklager den lange ventetid, jeg kan godt se at min blog eksponerer med læsere. Nu fandt jeg lige tiden til endnu et indlæg.

Torsdag den 14. marts var det den allersidste kemoterapi. Den foregik ude på den nye afdeling i Skejby, dog stadig med de samme kompetente sygeplejersker. De er simpelthen så gode derude.
De 2 sygeplejersker som jeg kan genkalde i min hukommelse er Lotte og Charlotte derude. De er så fantastiske, empatiske, humoristiske og hjertevarme mennesker som ikke blot kun er på arbejde. Dem vil jeg aldrig glemme.

Jeg synes den sidste kemoterapi føltes anderledes end de andre gange. Vi vidste jo på forhånd at dette var den sidste, og derfor havde jeg i smug tilkøbt mig en halskæde til min mor. Hun har sgu været så sej igennem denne process, så selvfølgelig skal vi have en god afslutning på dette forløb. Jeg er egentligt ikke så materielt anlagt, men jeg synes at en halskæde symboliserer at hun har været så sej under dette forløb.
Da kemoterapien stille og roligt er ved at nå sin ende, siger sygeplejersken til min mor at hun har været så sej under dette. Af en eller anden grund bryder jeg ud i gråd. Det syntes jeg ikke lige fungerede i lokale med 5 andre kræftpatienter, så jeg måtte rende ud i ventelokalet for lige at samle mig. Det var bare så stor en lettelse følelsesmæssigt at kunne ånde op, og sige ‘det var så det’.. Så er det næste skridt i processen.

På hjemvejen afleverede jeg gaven til min mor, som hun tog rigtig godt imod. Den flotteste hjertehalskæde. (jeg elsker al form for lyserød og også gerne hjerter..) Så det var selvfølgelig oplagt.

Tirsdag den 19. marts tog vi igen afsted til Skejby. Sidste blodprøve og allersidste – men afgørende samtale med lægen.
Lægen stod fast på en mastektomi, hvilket betyder fjernelse af bryst.
Den samtale har jeg haft mange gange med min mand, for jeg har været meget bekymret for at en helfjernelse af brystet vil tilføre min mor endnu mere psykisk smerte efter dette forløb, fordi hun altid vil blive påmindet om at hun mangler noget feminent. Og hvorfor hun mangler dette.
Som mand er hans mening selvfølgelig at alt dårligt skal fjernes, så hun kan erklæres rask. Min mening er også at fokusere på det psykiske aspekt af situationen.
Derfor drøftede vi også en reoperation med lægen, som først kan gennemføres 1 års tid efter fjernelse af brystet – og dog, det er ikke sikkert at muligheden vil være der.
MR scanningen fra den 13. marts fremviste betydeligt mindre knuder, men stadig for store til ikke at fjerne hele brystet.
Men det positive betød at hun havde responderet godt på kemoterapien.

Efterfulgt af samtalen skulle vi ind i et andet lokale med sygeplejersken, her ville hun fremvise nogle BH’er som er beregnet til at proppe vat i – den var faktisk rigtig fin, og ikke ligefrem kikset. Den røg med hjem med det samme.

Noget af det jeg har været allermest irreteret over i dette forløb af praktikanter – de bliver bogstaveligtalt verbalt smidt ud på røv og albuer. Jeg er SÅ træt af dem! Flere gange har vi været til samtale med én læge og sygeplejerske hvortil der pludselig sidder 4 personer rundt om bordet. hvoraf 2 af dem er unge praktikanter som lige har rundet det attenende år. Og de bliver selvfølgelig præcenteret som en selvfølge at de deltager. Kæmpe stort nej tak. Jeg synes vores forløb er for følelsladet og tungt. Jeg ved aldrig hvornår jeg følelsesmæssigt er rasende eller ked af det, netop fordi du aldrig kan forudsige hvad lægen vil snakke om til en lægesamtale. Det kan enten gå rigtig godt, eller gå af helvedes til. Og jeg skal ikke have børn med til en for os livtruende samtale om en grim sygdom.
Omvendt, havde det været en læge under uddannelse så ville jeg nok overveje situationen og mærke efter i maven. Men praktikanter og børn får altså ikke lov til at overvære vores samtaler.