Kemosamtaler og cannabis

Jeg beklager den stille stund. Men nu påbegynder vi bloggeprocessen igen (Og om et par dage er der med garanti stille for sig igen..) Sådan er det bare med for mange projekter. Til gengæld bliver de altid fuldført.

Måneder forinden min mors diagnose havde jeg en dag truffet en beslutning om at påbegynde en opsparring. Jeg sparede ikke op til noget specielt, men har altid godt kunne lide at have en opsparring til “hvad nu hvis” og af en eller anden grund går jeg altid all in på mine projekter. Store som små.
Efter diagnosen overvejede jeg om hvorvidt jeg skulle gå over i den kriminelle verden for at finde noget cannabis olie til min mor. Det tog mig ikke mange minutter at opveje hvad der var vigtigst. Men til gengæld tog det mig lang tid at sætte mig ind i hvilken slags olie min mor skulle have, og vigtigst af alt – det skulle være det bedste af det bedste trods alt.

Det er altså ikke særlig nemt at finde hemmelige grupper til den slags, men jeg fandt en rigtig god gruppe.
Olien blev testet i Holland, og jeg ville rigtig gerne uddybe og fremvise testen men gruppen er efterfølgende blevet nedlagt. Men dem som kender mig ved at jeg ikke benævner noget som jeg ikke kan stå inde for.
Jeg valgte den reneste form med 80% THC, den er ret dyr i brug men den virker! Jeg overvejede den store pakke i starten til en udsalgspris på et 2cifret tusindebeløb, men opvejede det med at det ikke var sikkert min mor brød sig om det. Så vi startede på 2ml til cirka 980,-
Jeg havde allerede drøftet cannabisolien med en halvgammel sygeplejerske på kræftafdelingen, og hun var fuldstædig modstander af produktet, hvilket er fair nok. Men jeg gider ikke bruge energi på at debattere om ting, hvis den modsatte part allerede har truffet et standpunkt. Ikke at hun skal være enig, men det er altså også okey at være uenig men stadig anerkende at hun godt kan se aspektet i situationen.

Min mor opstartede hurtigt cannasbis olien, men på trods af en lille bitte dråbe var det stadig en for stærk dosis. Derfor tog hun en lille dråbe under tungen inden sengetid. Efter 2 kemobehandlinger (og cannabis olien) fremviste MR scanningen flotte resultater. Lægen var meget forundret og imponeret – men ville selvfølgelig ikke give æren til olien. Fair nok.
Jeg kan og vil ikke vejlede indenfor cannabis olie. Men jeg kan stærkt anbefale det hvis du køber det hos kyndige mennesker. Brug gerne meget lang tid på at researche indenfor området inden at du køber produktet.

De første 4 kemobehandlinger med 3 ugers intervaller var vi altid til blodprøve og lægesamtale dagen forinden.
Blodprøverne og min mors udsagn skulle retfærdiggøre om hendes krop var parat til næste behandling. Mange tal var røde, det var efterhånden en selvfølgelige. Men kampgjesten var der stadigvæk.
Jeg har mange gange adspurgt hvilken stadie min mors kræft var i, og har af flere fagpersoner fået at vide at brystkræft ikke inddeles i stadier. Der er rask, syg og terminal. Nogen mennesker lever med kronisk brystkræft, som de dør med og ikke af. Min mor er heldigvis ikke én af dem.

Ved alle lægesamtaler blev frontpartiet fotograferet og knuderne blev mærket på. Og altid med sætningen ,,Det ser så fint ud, og de skrumper rigtig flot ind” hvilket betød at kemoterapien virkede.

Min mor oplevede den sædvanlige bivirkning med stærk kvalme og træthed under kemobehandlingerne.
Men som kræftpatient er det også utrolig vigtigt at knibe sig i armen og sige at det altså er helt i orden at dit hjem sejler, eller at du ikke har overskud til besøg. Dine pårørende har ingen (håber jeg) høje forventninger til dig under processen. Du er faktisk fritaget for alle former for forventninger. Det eneste du skal koncentrere dig om undervejs er dig selv.

Alligevel vil jeg gerne have at du, som kræftpatient har i menté at ikke alle mennesker ønsker dig det bedste. Ikke alle mennesker er interesseret i hvordan du har det under denne kamp. Så derfor må du alligevel gerne være lidt skepsis overfor hvem som pludselig gerne vil drikke en kop kaffe med dig og adspørge dig om din kræfthistorie.
Min mor var selvfølgelig følsom undervejs i dette forløb, og det bemærkede en bekendt som ikke er værdi til at tolkes som familiemedlem. Hun inviterede min mor på kaffe og lod min mor snakke ud om dybe følelser, sårbarhed og om hendes personlige historie hun stod midt i. Sladdertanten sad på den anden side af bordet og slubrede sin kaffe imens hun slugte hele historien råt.
Jeg selv blev først præsenteret for denne kaffesamtale nogle dage efter. Måske fordi jeg mener det er så vigtigt, at følsomme emner kun bliver diskuteret med de medmennesker som oprigtigt vil en noget godt. Jeg kan hurtigt skelne mellem oprigtig bekymrede mennesker sammenlignet med de ulækre mennesker som gerne vil tiltrække opmærksomhed på bekostning af andres historie. Som de i øvrigt ikke er en del af. Den bekendte har ikke ringet siden, hvilket jeg vil foretrække at vi fortsætter med.