Da jeg i 2019 oprettede denne blog, så var det med henblik på at involvere alle læsere fra a-z. Især fordi alle de blogs jeg har været inde på, alle sammen pludselig stoppede uden varsel. Hvor jeg som læser tænkte jamen hvorfor? Og hvad er der sket efterfølgende? Men nu forstår jeg hvorfor. Det at gennemgå et kræftforløb både som pårørende og den ramte, der er forløbet simpelthen så psykisk såvel fysisk hårdt. Da vi så lys for enden af tunellen, (og trak vejret igen) så trak jeg helt automatisk stikket til denne blog, uden at skænke dette en tanke. Og jeg påtænker derfor, at alle andre kræftbloggere har gjort det samme uden overvejelse. (Hold nu fast)…. jeg kom først...

Mange mennesker går i dag rundt, uovervejet over hvor mange af deres familiemedlemmer som har haft/eller har kræft, uden at reflektere om hvorvidt de egentligt er disponeret for den samme sygdom. Jeg synes det er et vigtigt emne at belyse her på bloggen. Undervejs i min mors kræftbehandling, der har vi udfyldt utallige spørgeskemaer. Alt fra bivirkninger til behandling og til hvor mange som har haft kræft i familien. Jeg kan huske at vi udfyldte skemaet, hvortil vi skrev min mors mor og hendes onkel på. Det hørte vi ikke mere om. Alle mennesker som har gennemgået en krise, har ofte behovet for at få bearbejdet alle de indtryk, informationer og hændelser efter det færdige forløb. Den samtale har jeg...

Beklager den lange ventetid, jeg kan godt se at min blog eksponerer med læsere. Nu fandt jeg lige tiden til endnu et indlæg. Torsdag den 14. marts var det den allersidste kemoterapi. Den foregik ude på den nye afdeling i Skejby, dog stadig med de samme kompetente sygeplejersker. De er simpelthen så gode derude. De 2 sygeplejersker som jeg kan genkalde i min hukommelse er Lotte og Charlotte derude. De er så fantastiske, empatiske, humoristiske og hjertevarme mennesker som ikke blot kun er på arbejde. Dem vil jeg aldrig glemme. Jeg synes den sidste kemoterapi føltes anderledes end de andre gange. Vi vidste jo på forhånd at dette var den sidste, og derfor havde jeg i smug tilkøbt mig en...

Jeg beklager den stille stund. Men nu påbegynder vi bloggeprocessen igen (Og om et par dage er der med garanti stille for sig igen..) Sådan er det bare med for mange projekter. Til gengæld bliver de altid fuldført. Måneder forinden min mors diagnose havde jeg en dag truffet en beslutning om at påbegynde en opsparring. Jeg sparede ikke op til noget specielt, men har altid godt kunne lide at have en opsparring til “hvad nu hvis” og af en eller anden grund går jeg altid all in på mine projekter. Store som små. Efter diagnosen overvejede jeg om hvorvidt jeg skulle gå over i den kriminelle verden for at finde noget cannabis olie til min mor. Det tog mig ikke...

Efter vores sidste samtale på “kemoskolen” (læs her) som var en alene samtale, blev vi anbefalet at min mor ikke var alene de næste dage frem efter den første kemobehandling, fordi ingen vidste hvordan hendes krop ville reagere på dette giftstof. Desværre stod jeg midt i en flytning få dage inden første behandling, og jeg kunne derfor ikke varetage omsorgen for min mor i tilfælde af at hun blev syg. Heldigvis trådte min onkel til. I mellemtiden trådte min fantastiske svigerfamilie til, som på én dag fik flyttet hele vores lejlighed hen til vores nye hus. Jeg følte mig utrolig priviligeret i denne situation. Torsdag den 4. oktober akkurat 1 måned efter kræftdiagnosen stod vi klar 8.30 på Nørrebrogade til...